En ældre cirkushest lærer nye tricks

0
7741
Maskinfører Hans Frederiksen med sin nye Cat 323F

Man siger ellers, at det kan være svært at lære en gammel cirkushest nye tricks. Men sådan er det ikke hos HCS. Maskinfører Hans Frederiksen på 71 er ikke bange for at lære nyt. Hans nyeste maskine er en Cat 323F med Rotortilt og GPS. Noget han kører med for første gang i sin ellers lange karriere som maskinfører. 42 år hos HCS er det blevet til.

– Men det kom jeg nu hurtigt efter. Det tog ikke lang tid, så var jeg dus med det, og det giver mig en masse fordele. Fx her hvor jeg skal ind nogle kringlede steder og rense spunsen, så er det helt perfekt med rotortiltet. Det er stærkt vanedannende, siger maskinfører Hans Frederiksen.

Erfaren maskinfører
Hans Frederiksen arbejder med sin nye Cat på en byggeplads tæt ved Artillerivej i København. Her flytter han sand, der skal bruges til at etablere sandpuder. Og den type opgave er til gengæld ikke ny for ham.

– Jeg har vel kørt et godt stykke over 50.000 timer i forskellige gravemaskiner. Den nye 323 er min femte Cat gravemaskine. Før den har jeg slidt to Cat 215´er og to Cat 320´er op. Og på den måde har jeg også set, hvordan gravemaskinerne har udviklet sig, siger Hans Frederiksen.

Bedre komfort, udsyn og mindre støj er noget af det Hans Frederiksen fremhæver blandt forbedringerne siden de første Cat maskiner.

Jeg har vel kørt et godt stykke over 50.000 timer i forskellige gravemaskiner, siger Hans Frederiksen

– Og kameraer. Det er godt. Fx når vi graver dybt ned til en brønd, hvor jeg kan have svært ved at se fra kabinen. Men nu har jeg et kamera ude på stikket, og det betyder, at jeg kan følge med på monitoren inde i kabinen og meget præcist se, hvad der foregår, og hvor jeg skal grave, siger Hans Frederiksen.

Bliver lyttet til
Da den gamle Cat 320 skulle skiftes ud, var der ikke tvivl om, hvad Hans Frederiksen så skulle have.

– Det skulle være en Cat igen. Det behøver vi ikke at snakke så meget om, smiler Hans Frederiksen. Han havde lavet en liste med ønsker til udstyr. Det blev der også lyttet til, så maskinen blev leveret med det udstyr, som Hans Frederiksen havde beskrevet.

Fakta:

Cat 323F

Motorydelse: 166 hk

Vægt: 25.400 kg

Rækkevidde: 9,85 m

Gravedybde: 6,71 m

Indtast en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here